44 nye boliger med tilhørende driftsbygning.
Tankefuld er et naturskønt boligområde, beliggende få km fra Svendborgs centrum.
Tankefuld tilbyder mulighed for at bygge boliger placeret i et let kuperet landskab, hvor de åbne vidder med lange naturskønne kig gør sig gældende.
Friarealer og arkitektur:
Adgangsvejen sker via en af byens centrale veje og videre via de etablerede veje i området, hvor bebyggelsen placeres på Rønnowsgade.
Bebyggelsen opføres med tegl i to etager med flade tage. Der dannes fine uderum mellem bygningerne, hvor landskabet rammes ind med stier.
Bygningskroppene forskyder sig flere steder og danner naturlige områder for tagterrasser med skøn udsigt over området.
Bygningerne har græs på taget, som fremhæver det landskabelige og naturen som noget væsentligt.
Boligen:
Bebyggelsen er disponeret med en stor del mindre boliger, således man kan holde en lav husleje, og de er typisk sammensat i en enhed med fire boliger, således arealerne kan optimeres.
Til trods for sammenbygningen får hver bolig 2 facader med dagslys, og orienteret hermed mod 2 verdenshjørner, som giver et fint “sol-mønster” i løbet af dagen. De større boliger indrettes fleksibelt således man har mulighed for en opdeling, hvis man evt. er to lejere, som derved har hver sit værelse med fælles køkken/ophold og badeværelse. Alle boliger har adgang til det fri, enten ved egen terrasse, eller som tagterrasser, og ellers en god altangang til 1. sal med ståltrapper frem til adgangsdøren.