Arbejderne omfattede samlet indvendig totalrenovering af kirkerummenes vægge, hvælv og inventar, nyt alterbord, knæfald og teglgulv samt nyt varmeanlæg. Vinduerne i skib og kor blev restaureret og udført med forsatsvinduer.
Altertavlens rammeværk fra 1964 blev nedtaget og fjernet. Alterbilledet fra 1860 af A. Jæger blev istandsat og ophængt nede i kirken.
Det nye alterbord i blå Rønne Granit, altkorset i ægte forgyldt 24 karat bladguld, som bærer en abstrakt 20 mm klar glasform, er udformet af kunstneren Kirsten Lockenwitz, efter aftale med Akademirådets udvalg for kirkekunst. Det tilmurede østvendte romanske vindue i apsis blev åbnet og istandsat i åbningsmurværket. I åbningen blev isat enkelt glasplade. Orglet, der var opstillet på et hævet trægulv, blev nedtaget og genopstillet direkte på det nye teglgulv. Dele af orgelteknikken blev lagt ned i gulvet. I samarbejde med ingeniør Keld Abrahamsen blev der udført ny sammenspænding af konstruktionerne over skib og kor. Spærkonstruktionen over skib og kor blev samtidig restaureret.
Ved indgangen til våbenhuset blev der udført nyt trappe – og rampeanlæg. Stierne fra parkeringspladsen til våbenhuset blev udført med handicapvenlig belægning og samtidig udført med belysning.
Ingeniør – Rådgivende ingeniør Keld Abrahamsen (konstruktioner med sammenspænding)
Ingeniør – Rambøll Danmark A/S (el - og varmeanlæg)
Konservator – Farvekonservator Bent Jacobsen